Om mig som person
Jeg hedder Mei Aaen, er født i 1968 og kommer fra Taiwan. Jeg har været i Danmark siden 1992 og har derfor levet det meste af mit voksne liv i Danmark. Jeg er dansk statsborger og er dansk gift. Jeg kommer oprindeligt fra IT branchen men valgte i 2009 en mere familievenlig karriere – nemlig at blive kommunal dagplejer. Min mand er administrerende direktør i et IT firma og vi har 2 dejlige børn, Natasja fra 1999 og Jonas fra 2006. Vi bor i et nybygget hus i den vestlige del af Storvorde og jeg har fantastiske rammer for min dagpleje med egen afdeling til børnepasning (læs mere herom).
På grund af nedskæringer i Aalborg Kommune valgte jeg at springe ud som privat dagplejer selv om der fandtes andre muligheder for mig. Det var derfor et bevidst og målrettet valg for mig at være dagplejer. Det drejer sig ikke bare om at passe børn men er tværtimod et meningsgivende og ansvarsfuldt job – og for mig personligt er det en mission. Jeg bliver jo en utrolig vigtig person i jeres barns liv, når guldklumpen skal tilbringe ganske meget tid sammen med mig og de andre tumlinger i mit hjem.
For mig er det vigtigt, at børnene ikke opdrages som små soldater eller pålægges opgaver, som ligger ud over deres alder. De skal tværtimod have lov til bare at nyde at være børn. De skal lære tingene og opbygge viden via sjov og alderssvarende leg – men de må selvfølgelig godt udfordres lidt 🙂 . Det stærke bånd jeg knytter med børnene giver mig så utrolig megen glæde og mening i hverdagen. Jeg føler mig meget privilegeret over at kunne deltage i børnenes opvækst under nogle af vigtigste år i deres liv, da dannelsen af deres personlighed bliver meget præget under de første tre leveår.
Hvad der var de vigtigste kriterier for mig da mine egne børn i sin tid skulle i dagpleje er de samme kriterier, som jeg ønsker at videregive til mine dagplejebørn! Et harmonisk hjem fuld af kærlighed, nærhed, gode oplevelser, evne til at takle udfordringer i omgivelserne samt rummelighed for forskelligheder er absolut prioriteter for mig. Det er store ord, men det er det, jeg stræber efter hver dag for at kunne leve op til mit personlige mål for mine dagplejebørn. Jeg kan jo sagtens fortsætte med at skrive om dette emne, som jeg aldrig bliver træt af, men jeg vil hellere have at du og jeg tager en god snak sammen hjemme hos mig om jeres kæreste eje. Det er bestemt en stor og vanskelig opgave for jer som forældre at vælge den person, som skal være der for jeres barn, så I kan føle tryghed ved at aflevere barnet om morgenen.
Som person klarer jeg udfordringer med et smil og en positiv tilgang. Min definition af succes i mit arbejde er at aflevere et velbalanceret, velfungerende og glad barn til jer hver dag og senere sende barnet videre i den store verden – børnehaven!
Min vej til privat dagpleje i Storvorde
Jeg er oprindelig uddannet bogholder i Taiwan og arbejdede med faget i 4 år inden jeg rejste til USA, hvor min mand opholdt sig af arbejdsmæssige årsager. Vi boede et par år i USA inden vi flyttede til Danmark.
Da jeg ankom til Danmark måtte jeg starte helt forfra – med sprog, samfunds- og kulturforståelse samt uddannelse. Jeg tog hele den slagne vej med sprogskole i 2 år, 9. og 10. klasse på VUC, en gymnasial uddannelse på handelsskolen og efterfølgende en Datamatiker uddannelse.
Efter næsten 10 års uddannelse arbejdede jeg en årrække i IT branchen som bl.a. software tester, IT softwaresupporter og IT broker. Men i 2009 lavede jeg en vigtig karrieremæssig beslutning. Med to mindre børn og en travl mand havde jeg behov for at skabe en bedre familiemæssig balance og blev kommunal dagplejer i starten af 2009 – en beslutning jeg ALDRIG har fortrudt!
Det har været en lang og hård vej jeg har taget siden jeg ankom til Danmark. Men jeg er sikker på at jeg er landet på den rette hylde. Jeg har virkelig nydt at lære om mig selv samt lære en masse dejlige børn og forældre at kende som kommunal dagplejer. Og de gode oplevelser fortsætter i mit virke som privat dagplejer i Storvorde.